Kina anklager to canadiere for at indsamle statshemmeligheder

    Kina har officielt anholdt to canadiere, der siden december sidste år har været tilbageholdt af de kinesiske myndigheder.

    Det oplyser det kinesiske udenrigsministerium torsdag på et pressemøde.

    De to canadiere, Michael Kovrig og Michael Spavor, er anklaget for at have indsamlet kinesiske statshemmeligheder.

    Ministeriet oplyser mere præcist, at Kovrig er “mistænkt for at indsamle statshemmeligheder og efterretninger til udenlandske styrker”.

    Spavor er “mistænkt for at stjæle og ulovligt tilbyde statshemmeligheder til udenlandske styrker”, oplyser Lu Kang, talsmand i udenrigsministeriet.

    Michael Kovrig, der er tidligere diplomat, og forretningsmanden Michael Spavor blev tilbageholdt i december. Det skete, kort efter at Canada anholdt finansdirektøren fra den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou.

    Anholdelsen skete på anmodning fra de amerikanske myndigheder, der ønsker hende udleveret til mulig retsforfølgelse.

    Anholdelsen blev startskuddet på en strid mellem Canada og Kina.

    Kina har gentagne gange forlangt, at Wanzhou løslades.

    Kina har ikke kædet anholdelsen af Wanzhou sammen med anholdelsen af de to canadiske statsborgere. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er canadiske eksperter og tidligere diplomater dog ikke i tvivl om, at Kina bruger anholdelsen af Kovrig og Spavor til at lægge pres på Canada.

    Meng Wanzhou er datter af Huaweis grundlægger, Ren Zhengfei. Hun er sigtet for at have brudt de amerikanske sanktioner mod Iran.

    Hun er fortsat tilbageholdt i Canada med elektronisk fodlænke.

    Huawei-chefen mener, at hun i forbindelse med sin anholdelse fik krænket sine rettigheder. Hun skal være blevet tilbageholdt, visiteret og afhørt, inden hun fik at vide, at hun var blevet anholdt.

    Ifølge et sagsanlæg fra direktøren afhørte myndighederne hende “i forklædning” for at give indtryk af en rutinemæssig toldundersøgelse.

    /ritzau/Reuters