Vestre Landsret i Viborg frifinder fire mænd i midten af 20’erne for gruppevoldtægt af en pige i en lejlighed i Herning i 2017.
Dermed følger landsretten den tidligere afgørelse fra Retten i Herning. Her var de fire mænd oprindeligt tiltalt for at have givet kvinden en bedøvende pille og udsat hende for grove seksuelle krænkelser.
Spørgsmålet om bedøvelse var ikke en del af ankesagen i Vestre Landsret på grund af manglende beviser.
Men heller ikke de seksuelle krænkelser fandt nævningetinget i Vestre Landsret altså tilstrækkelige beviser for.
Dermed står der kun tilbage, at en af de fire tiltalte i Herning blev kendt skyldig i en tidligere voldtægt tilbage i 2013.
For dette blev han i Retten i Herning idømt et år og fire måneders fængsel samt en betinget udvisning med en prøvetid på to år.
Vestre Landsret stadfæster her skyldsspørgsmålet. Udmålingen af straffen, hvor anklager og forsvarer indstiller til henholdsvis skærpelse og frifindelse, finder sted onsdag.
/ritzau/











