Medlemmerne i den uafhængige, grønne tænketank, Concito, har torsdag eftermiddag valgt tidligere EU-kommissær og minister Connie Hedegaard som ny bestyrelsesformand.
Her afløser hun den forhenværende direktør i Dong, Anders Eldrup, der dog bliver i tænketanken som næstformand og ser frem til samarbejdet med den klimapolitiske profil.
– Connie Hedegaard er en af Danmarks vigtigste stemmer på klima- og energiområdet. Hun kender det politiske system indefra og har et unikt kendskab til klima- og bæredygtighedsdagsordenen i Danmark og internationalt, siger Anders Eldrup i en pressemeddelelse.
Netop de internationale erfaringer er blandt de emner Connie Hedegaard selv fremhæver, da Ritzau i forbindelse med udnævnelsen spørger hende til hendes visioner for dansk klimapolitik.
– Danmark skal i højere grad inddrage erfaringer uden for landets grænser, for en af opskrifterne til at få den grønne omstilling til at tage fart er at bygge på hinandens erfaringer, siger hun.
– Det er en af de ting, jeg vil tage med ind i arbejdet i Concito, for det er sindssyg vigtigt, at vi ikke sidder og tror, at vi skal have en isoleret dansk vinkel på alting.
Derudover vil Connie Hedegaard i Concito især sætte sine kræfter ind på, “at få klimatænkningen til at være en integreret del af den økonomiske tænkning”.
– Jeg synes stadig, at der er en alt for stor tendens til, at de bliver sat op som hinandens modsætninger, og der mangler fortsat en grundlæggende forståelse for, at det, der er dyrt på kort sigt, ikke nødvendigvis er dyrt på langt sigt, siger hun.
Før sin tid som EU’s første klimakommissær var Connie Hedegaard for De Konservative både miljøminister og klimaminister og sad dermed i regering med Venstre.
Den nuværende udgave af Venstre-regeringen har ved klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt varslet en tilbagerulning af de hidtidige danske klimamålsætninger på blandt andet CO2-udledning.
Og selvom Connie Hedegaard ikke vil blande sig i regeringens beslutning, så ærgrer ministerens udmelding hende alligevel.
– Med tanke på, at der om få uger i Paris (klimatopmødet Cop 21 red.) er stærke kræfter, der arbejder for en beslutning om, at man ikke skal kunne rulle klimatiltag tilbage, er signalet fra den danske regering ikke specielt godt timet, siger hun.
/ritzau/