Italiensk forbund tvangsnedrykker Palermo til Serie C

    Fodboldklubben Palermo er blevet tvangsnedrykket til Serie C.

    Det sker som følge af økonomisk rod i klubben, skriver nyhedsbureauet AP.

    Palermo endte ellers på tredjepladsen i Serie B og skulle derfor spille playoffkampe om oprykning til landets bedste række.

    Men en afgørelse fra Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) sender i stedet den sicilianske klub i den tredjebedste fodboldrække.

    Pladsen i oprykningsslutspillet går i stedet til Perugia. I hvert fald hvis dommen står ved magt. Ifølge AP er det nemlig sandsynligt, at Palermo vil appellere forbundets afgørelse.

    /ritzau/