Nyt selskab vil presse danske bredbåndspriser i bund

    Fra på mandag får forbrugere på jagt efter en bredbåndsforbindelse en ny valgmulighed.

    Selskabet Fastspeed går nemlig til angreb på markedet med et nyt koncept, der skal lokke kunder fra de etablerede udbydere.

    – Vi tilbyder kun ét produkt, forklarer direktør Jens Raith.

    Og det produkt er en bredbåndsforbindelse på 1000 megabit i sekundet til 249 kroner per måned.

    Skal man have samme hastighed hos YouSee, Fullrate eller Hiper skal man af med mellem 339 og 499 kroner per måned.

    Modsat hos Fastspeed kan man hos disse selskaber dog vælge en langsommere forbindelse til priser ned til 249 kroner per måned.

    Ifølge Jens Raith er Fastspeeds koncept, at de tilbyder et mere simpelt produkt til en lavere pris.

    – Vi har skrottet alle tillægsydelser og tjenester. Vi tror helt grundlæggende, at slutbrugerne selv kan finde ud af, hvad de vil bruge deres bredbånd til, siger han.

    I første omgang har Fastspeed lejet sig ind på TDC’s coax-net, hvilket vil sige, at bredbåndsforbindelsen bliver leveret via ens kabel-tv-stik.

    Det betyder, at omkring en million husstande kan få leveret en bredbåndsforbindelse fra Fastspeed.

    Ifølge Jens Raith håber selskabet i fremtiden at kunne levere til endnu flere husstande gennem elselskabernes fibernet.

    Han garanterer samtidig, at prisen på 249 kroner vil forblive de næste mange år.

    – Det er ikke et kom-ind-ad-døren-tilbud. Det er vores forretningsmodel, siger han.

    Bag ved Fastspeed står Peter Mægbæk, der tidligere har sat sit præg på telebranchen.

    Peter Mægbæk var med til at stifte bredbåndsselskabet Fullrate i 2005, som fire år senere blev opkøbt af TDC.

    Senere var han med til at stable mobilselskabet Plenti på benene, der også endte med at blive slugt af TDC i 2017.

    Han er i dag bestyrelsesformand i Fastspeed, som er startet op med blandt andre Jens Raith, der har erfaring fra TDC, Yousee og Berlingske Media.

    /ritzau/