59-årig motorcyklist er død efter soloulykke på Mors

    En 59-årig mand har søndag aften mistet livet i en motorcykelulykke på Mors.

    Det oplyser Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

    Manden kom kørende i vestlig retning ad T.O.R. Skolevej nord for Rakkeby på Mors, da ulykken fandt sted.

    – Motorcyklisten kommer af ukendte årsager ud i rabatten, hvor han vælter. Han bliver så fundet af en tilfældig forbipasserende, siger vagtchef Henrik Nielsen.

    Politiet fik anmeldelsen klokken 18.48. Det kan ikke sige, hvor længe den 59-årige har ligget på ulykkesstedet, inden han blev fundet. Det formodes dog, at der ikke har været tale om lang tid.

    – Der bliver forsøgt livreddende førstehjælp, men desværre må lægen erklære ham død ude på ulykkesstedet, siger vagtchefen.

    De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

    /ritzau/