Flere politikere oplever hærværk mod valgplakater

    Enkelte er overmalede, nogle knækkede og andre flået ned. Det er skæbnen for en række af Peter Skaarups (DF) valgplakater.

    Mindst 30 af DF-politikerens valgplakater på Østerbro i København er blevet ødelagt over natten af ukendte gerningsmænd.

    Problemet med hærværk mod valgplakater er sket flere steder i landet.

    I Sønderborg er den socialdemokratiske politiker Benny Engelbrechts valgplakater ligeledes blevet udsat for hærværk. Det skriver han søndag på Twitter.

    – Et større antal af mine valgplakater i Sønderborg centrum har i nat været udsat for hærværk.

    – Mine dygtige folk har fået ryddet op og sætter nye plakater op. Hærværket politianmeldes.

    Folketingspolitikernes valgplakater har været i bybilledet siden lørdag klokken 12.00, hvor det blev tilladt at sætte dem op frem mod folketingsvalget 5. juni.

    /ritzau/