Græsk stjerneskud sender Nadal ud og møder Djokovic i finale

    Verdensetteren Novak Djokovic sørgede lørdag for at spille sig i finalen i grusturneringen Madrid Open, hvor modstanderen noget overraskende bliver den 20-årige græker Stefanos Tsitsipas.

    Tsitsipas besejrede sent lørdag aften hjemmebanefavoritten Rafael Nadal med sætcifrene 6-4, 2-6, 6-3. Grækeren hev semifinalesejren hjem på sin fjerde matchbold.

    Nadal, der er nummer to på verdensranglisten, var ellers klar favorit til at skulle stå over for Djokovic i søndagens finale, men den 17-dobbelte grand slam-vinder har vist svaghedstegn på det seneste, og det udmøntede sig i endnu et nederlag.

    Det er tredje gang i træk, at Nadal taber en semifinale på en grusbane, som er hans favoritunderlag.

    Rafael Nadal jagter senere i slutningen af maj og begyndelsen af juni sin 12. sejr i grand slam-turneringen French Open, der også spilles på grus.

    Tsitsipas har i sin unge karriere dermed allerede slået Nadal, Djokovic og Roger Federer.

    Det er fjerde gang i denne sæson, at han når frem til en finale i en ATP-turnering.

    – Det var en af mine sværeste sejre, siger Tsitsipas, der af mange tenniseksperter er udråbt til en af fremtidens store stjerner.

    Novak Djokovic besejrede i sin semifinale østrigske Dominic Thiem i to sæt med 7-6, 7-6, men det var ikke en nem sejr for serberen, som cifrene antyder.

    I første sæt brød de to spillere hinanden en enkelt gang, mens det i andet sæt blev til to servegennembrud for både Djokovic og Thiem.

    I begge sæt måtte de to spillere ud i tiebreak for at afgøre tingene, og i første sæt sejrede Djokovic 7-2, mens han vandt kampen med sætsejren på 7-4 i andet sæt.

    /ritzau/AFP