Frederik Løchte stryger i den anden doublefinale i træk

    Tennisspillet fungerer strålende for Frederik Løchte for tiden.

    I søndags vandt Løchte en ATP-turnering i herredouble i tyske München.

    Og i denne uge er den danske doublespecialist igen i en finale – denne gang i franske Aix en Provence.

    Fredag eftermiddag vandt Løchte og Tim Puetz med 6-7, 6-4, 10-4 over Simone Bolelli og Guillermo Durán i semifinalen.

    Det var også sammen med Puetz, at Løchte gik hele vejen i München i sidste uge.

    Turneringen i Frankrig er dog ikke på ATP-niveau, men den er en Challenger-turnering, som svarer til sportens næstbedste niveau.

    Fredagens sejr var den syvende i træk for Løchte og Puetz – det blev til fire sejre i München, mens det foreløbig er blevet til tre sejre i det sydfranske i denne uge for makkerparret.

    Det begyndte dog ikke så godt for den dansk-tyske duo i semifinalen, hvor første sæt blev tabt med 6-7 efter tiebreak.

    I andet sæt brød Løchte og Puetz modstandernes serv og kom foran 3-2, og den føring smed den topseedede duo ikke fra sig.

    Kampen skulle ved 1-1 i sæt afgøres i supertiebreak, hvor det gælder om at komme først til ti point.

    Løchte og Puetz satte hurtigt tingene på plads og kom foran med hele 7-2, og det endte med knusende sikker sejr på 10-4.

    /ritzau/