Mere end 1000 skydevåben er blevet beslaglagt i en luksusvilla i et glamourøst kvarter i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien.
Det oplyser de lokale myndigheder natten til torsdag dansk tid.
Politiet i Los Angeles fik onsdag eftermiddag lokal tid tilladelse til at ransage villaen, som er vurderet til at være flere hundrede millioner dollar værd.
Villaen ligger på grænsen mellem kvarterne Bel Air og Holmby Hills – ikke langt fra Playboy Mansion – oplyser politiet.
En mand er efterfølgende blevet anholdt for ulovligt våbensalg.
Billeder og videooptagelser fra ransagningen viser stakkevis af geværer, håndvåben og haglgeværer, som politiet placerede i villaens indkørslen.
Mens hovedparten af skydevåbnene fremstår moderne, er der også skydevåben iblandt, som er mere end 50 år gamle.
Enkelte våben ser ifølge den lokale tv-station KABC-TV ud til at være samlerobjekter, der stammer tilbage fra den amerikanske borgerkrig.
/ritzau/AP











