Tidligere brasiliansk præsident skal tilbage bag tremmer

    Den tidligere brasilianske præsident Michel Temer skal fængsles igen. Det har en dommer onsdag besluttet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Temer er sigtet i en sag om omfattende korruption. Han blev i første omgang anholdt og fængslet 21. marts.

    Blot en uge efter anholdelsen blev han løsladt igen.

    Trods løsladelsen var 78-årige Michel Temer stadig sigtet i sagen, som myndighederne mener drejer sig om bestikkelse for 3,1 milliard danske kroner.

    Nu skal den tidligere præsident tilbage bag tremmer, lyder beslutningen fra den brasilianske domstol.

    Michel Temer var præsident fra 2016 til 2018. Han overtog præsidentembedet fra Dilma Rousseff, der gik af efter at være blevet stillet for en rigsretssag.

    Temer var med til at indlede rigsretssagen mod Rousseff, men tabte sidste år præsidentvalget til Jair Bolsonaro.

    Den 78-årige Temer er tidligere blevet beskyldt for korruption, men han har altid afvist anklagerne. Lige så har han gjort denne gang.

    /ritzau/