Christian Eriksen og Tottenham er klar til Champions League-finalen efter et sidstesekundsmål i 3-2-sejren ude over Ajax.
Og hvis man i Amsterdam og omegn sidder med en følelse af bitterhed, forstår danskeren det godt.
Han føler med sin tidligere klub efter den hårde skæbne.
– Det var en skør kamp. Vi prøvede at kæmpe os tilbage, og til sidst var vi bare heldige.
– Jeg har ondt af Ajax. De spillede bedre fodbold end os over de to kampe, siger Christian Eriksen ifølge uefa.com.
I størstedelen af de to kampe var Ajax bedst, og i Amsterdam førte hjemmeholdet 2-0 ved pausen og altså 3-0 samlet.
Dermed skulle Tottenham lave tre mål i anden halvleg. Dem scorede Lucas Moura alle tre – det sidste i de døende sekunder af den fem minutter lange tillægstid.
Dermed gik Tottenham videre med samlet 3-3 på reglen om flest mål scoret på udebane.
– Det er en lettelse, for vi har kæmpet hårdt for dette, og det er en drøm for alle at være i Champions League-finalen, siger Christian Eriksen om triumfen.
I finalen skal Tottenham op imod Liverpool, som tirsdag leverede et lige så stort mirakel og besejrede Barcelona med 4-0 og dermed 4-3 samlet.
/ritzau/











