Uefa har planer om op- og nedrykning i klubturneringer

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vil fra 2024 indføre et nyt system, der erstatter klubturneringerne Champions League og Europa League, som vi kender dem i dag.

    Et system med op- og nedrykning og med flere medvirkende klubber kan blive modellen fremover.

    Det fortæller Lars-Christer Olsson, der er præsident i European Leagues – sammenslutningen af europæiske fodboldligaer.

    Uefa fortalte interesseorganisationen om idéerne på et møde i schweiziske Nyon onsdag.

    – De har tanker om op- og nedrykning. Det er et andet system, end det vi har i dag. Tanken er også, at flere klubber skal være involveret, siger Lars-Christer Olsson ifølge nyhedsbureauet NTB.

    I det nuværende system deltager i alt 80 klubber i gruppespillet i Champions League og Europa League.

    European Leagues har modsat sig planerne om en ændring af Champions League, der er kommet fra ECA – sammenslutningen af europæiske fodboldklubber.

    Forslaget fra ECA favoriserer Europas største klubber, der ønsker at være fast inventar i Champions League hvert år.

    – Der er ikke stor forskel på de planer, som Uefa præsenterede i dag, og ECA’s forslag, der blev lækket i marts, siger Lars-Christer Olsson.

    Han har ikke yderligere kommentarer, inden Uefa 17. maj orienterer sine 55 medlemslande på et møde i Budapest.

    Uefa vil offentliggøre det kommende system næste år.

    /ritzau/AP