OVERBLIK: Det sker torsdag på valgkampens tredje dag

    Valgkampen er i fuld gang, efter at statsministeren tirsdag udskrev folketingsvalg til afholdelse 5. juni.

    Her er et lille udpluk over, hvad der er på programmet på valgkampens tredje dag.

    * Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får ikke tid til at føre valgkamp, for han er i Rumænien til topmøde om EU’s fælles fremtid.

    * Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har været sengeliggende efter et større maveonde. Hun håber snarest muligt at blive frisk igen, så hun kan begynde sin valgkampsturné rundt i landet.

    * 12.30 SF indtager studiecafé

    SF-formand Pia Olsen Dyhr og folketingskandidat Kasper Nordborg Kiær besøger Studiecafeen Humlen på Campus Carlsberg.

    * 14:00 Klaus Riskær Pedersen præsenterer valgplakat

    Partiet Klaus Riskær Pedersen inviterer pressen til afsløring af sin valgplakat. Plakaten vil i stort format dække facaden på bygningen Gammel Strand 42 i det indre København, hvor partiet og Riskær holder til.

    * 17:00 DF og Radikale debatterer Danmarks fremtid i EU

    De to formænd, Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergaard, flankeres af partiernes spidskandidater ved Europa-Parlamentsvalget til en politisk debat i Tønder.

    * 19.15 Morten Østergaard gør stop ved grænsen

    Efter valgmødet runder Morten Østergaard den dansk-tyske grænse som et led i sin tre dage lange tur mod symbolpolitik. Turen begyndte onsdag og slutter fredag.

    /ritzau/