En niårig pige mistede livet 1. marts i år, da hun blev kørt ned af en traktor ved Gug Skole i Aalborg. Ulykken skulle være sket, mens pigen legede.
Nordjyllands Politi har sigtet firmaet, der udførte arbejde på skolen, for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.
– Firmaet vurderes til at være ansvarlig for, at en buskrydder monteret på en lift bag på en traktor ikke blev anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, fremgår det af politiets pressemeddelelse.
Arbejdstilsynet indstiller desuden det pågældende firma til en bødestraf på 40.000 kroner.
Der er tale om virksomheden Brøndbjerg Skovservice. En 23-årig mand sad bag rattet, da pigen omkom. Han blev i marts sigtet for uagtsomt manddrab. Sagen har endnu ikke været for retten.
Det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/











