OVERBLIK: Kristendemokraterne vil bryde 14 års dødvande

    Det har været en lang og drøj kamp for Kristendemokraterne, der ikke siden 2001 er blevet valgt til Folketinget, dengang under navnet Kristeligt Folkeparti.

    Dog havde partiet et mandat, da det tidligere konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen meldte sig ind i partiet og sad i Folketinget fra 2010 til 2011.

    Nu forsøger Kristendemokraterne igen at blive valgt ind i Folketinget.

    * Navn: Kristendemokraterne.

    * Partibogstav: K.

    * Partileder: Landsformand Stig Grenov. Født 15. marts 1961 i København. Uddannet lærer i 1986. Ledelse og samarbejde fra Merconom skolen 1999. Pædagogisk diplomuddannelse i naturfagenes didaktik 2010. Politisk næstformand, Kristendemokraterne 2008-2011. Landsformand, Kristendemokraterne, 2012-. Opstiller i Københavns Storkreds.

    * Valgresultat 2015: 0,8 procent og opnåede ikke valg til Folketinget.

    * Seneste Voxmetermåling: 1,0 procent

    Vigtigste mærkesager i valgkampen:

    * Børn og familie: Familien skal have mere tid til at planlægge hverdagen efter børnenes behov. Barselsorloven forlænges til 18 måneder. Skoledagene skal være kortere. Der skal være ret til fri på børns sygedage i op til 30 dage om året med 80 procent løn. Alle skal have ret til at arbejde på deltid. Forældre skal have 85 procent af prisen på en institutionsplads, hvis de selv passer deres børn. Der skal være minimumsnormeringer i alle institutioner, maksimalt tre børn per voksen hos de 0-2-årige og maksimalt 6 børn per voksen hos de 3-6-årige. Der skal være mægling ved skilsmisse om børnenes faste bopæl, samkvem og forældremyndighed.

    * Tanke-, tros- og ytringsfrihed: Retten til at tænke, tro og tale frit skal respekteres. Minoriteter skal beskyttes, og alle skal lov at vise deres politiske og religiøse holdninger gennem for eksempel symboler eller kampagner. Brud på menneskerettighederne skal fordømmes hårdt, og børn og unge skal undervises i åndsfrihed og respektfuld, kritisk dialog.

    * Social ansvarlighed: Kristendemokraterne vil forbedre den økonomiske støtte til og samarbejdet med organisationer, der hjælper de svageste og mest udsatte grupper i samfundet. Støtte og rådgivning til forældre med multihandicappede børn skal forbedres markant. Handlede kvinder, der vidner mod kriminelle bagmænd, skal beskyttes ved at give dem opholdstilladelse i Danmark. Dansk flygtninge- og indvandrerpolitik skal gøres mere medmenneskelig. Ulandshjælpen skal hæves til 1 procent af BNI (bruttonationalindkomst, red.).

    * Miljø og natur: Kristendemokraterne vil satse massivt på den nationale forskningsindsats i andre brændstoffer. Danmark skal være fri af fossile brændstoffer i 2050. Industrien skal pålægges at finde alternativer til mikroplast og i stedet benytte biologisk nedbrydelige materialer. En langsigtet strategi skal laves for en miljøring omkring København, hvor udgiften til at køre i bil i byen gøres afhængig af bilernes forureningsgrad og tidspunkt på dagen. Brotakster skal afhænge af bilers miljøbelastning.

    Kilder: Kristendemokraterne og Ritzau.

    /ritzau/