Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ser frem til de kommende fire uger, hvor han og de øvrige partifæller skal på gaden og ud i landet for at skaffe stemmer.
Han forventer en hektisk valgkamp, hvor der er flere opstillingsberettigede partier end sidste gang.
– Nu skal vi til at diskutere, hvad partierne vil. Jeg tror, at der bliver fuld fart frem med 13 partier, der har en mening om alt, så det skal nok blive godt.
– Jeg skal ud at kæmpe for, at Konservative får flere mandater og får større indflydelse på Christiansborg. Og så vil jeg kæmpe for, at vi stadig har et borgerligt flertal efter valget, siger han.
Står det til Søren Pape Poulsen, kommer valget til at handle om, hvordan man holder de offentlige udgifter nede på et rimeligt niveau.
– Jeg håber, at vi får diskuteret, hvor pengene skal komme fra. Folk står i kø for at bruge pengene herinde, og jeg vil gerne tale om, at pengene ikke kommer fra himlen, men skal tjenes først, siger han.
/ritzau/











