Der er tirsdag omkring klokken 13.30 affyret skud på Helgolandsgade i København. En person er ramt.
Det oplyser Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi.
Han kan ikke sige noget nærmere om, hvem den sårede er, hvor han er ramt, eller hvordan hans tilstand er. Politiet er talstærkt til stede, fortæller Henrik Svejstrup.
– En person er ramt, og vi er til stede dernede. Jeg kan ikke sige mere for nuværende, siger han.
På grund af skudepisoden var togdriften kortvarigt indstillet til og fra Hovedbanegården i København. Kort før klokken 14 fik de lov at køre igen, efter at nogle tog havde holdt stille i et kvarter, oplyser DSB på Twitter.
Helgolandsgade er en mindre gade, der ligger mellem Vesterbrogade og Istedgade.
/ritzau/











