Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mener, at det kommende nyvalg i Istanbul er et vigtigt skridt mod et styrket demokrati, skriver Reuters.
Præsidenten fortæller, at han er overbevist om, at der skete ulovlige handlinger i lokalvalget. Nyvalget er ifølge præsidenten den bedste måde at løse demokratiske problemer på.
Erdogans regeringsparti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), mistede oprindeligt magten i Istanbul ved lokalvalget 31. marts.
– Vi anser beslutningen for at være det bedste skridt, som vil styrke vores vilje til at løse problemer inden for demokratiet og lovens rammer, siger den tyrkiske præsident tirsdag.
Landets valgkommission annullerede mandag resultatet af lokalvalget i Istanbul.
Nyvalget finder sted 23. juni.
Ifølge den tyrkiske tv-station Haberturk er årsagen til det annullerede valgresultat, at nogle af de valgtilforordnede ikke var embedsmænd.
Ved lokalvalget i marts vandt borgmesterkandidaten fra Tyrkiets største oppositionsparti, CHP, Ekrem Imamoglu.
Hans sejr blev sikret med et yderst snævert flertal.
Efterfølgende klagede Erdogans parti over resultatet. Det påstod, at uregelmæssigheder ved valget påvirkede resultatet.
/ritzau/











