Norwegian nyder godt af SAS-piloters strejke

    Det var en kærkommen hjælp til det norske lavprisselskab Norwegian, at SAS’ piloter i sidste uge i april gik i strejke i en uge for at få en bedre overenskomst.

    Ifølge Norwegian har det i hvert fald betydet flere passagerer i Norwegians fly.

    Norwegian har generelt haft en bedre april end sidste år. Ud over SAS-strejken skyldes det, at påsken sidste år lå i marts, mens den i år lå i april.

    Men lægger man de to måneder sammen, kan man stadig se en stigning i Norwegians passagertal. For de to måneder lagt sammen var Norwegians belægning 1,8 procentpoint højere end sidste år.

    I en pressemeddelelse skriver Norwegian, at det blandt andet hænger sammen med strejken blandt SAS’ piloter.

    – Der var også noget større efterspørgsel den sidste uge i april på grund af pilotstrejke i Skandinavien, skriver Norwegian.

    – Jeg er meget tilfreds med den positive udvikling i april og de to sidste måneder samlet set, både når det gælder antal passagerer, indtægter og punktlighed, siger koncernchef Bjørn Kjos i samme meddelelse.

    Norwegian har også været ramt af, at flytypen Boeing 737 MAX har fået flyveforbud. Alligevel har selskabet gennemført 98,9 procent af sine planlagte flyvninger i april.

    /ritzau/