Finansminister afviser at udlevere Trumps skattepapirer

    Et juridisk slagsmål om offentliggørelse af præsident Donald Trumps skatteopgørelser er under opsejling i USA.

    Et udvalg i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal, har anmodet om at få udleveret Trumps skattepapirer, men det afviser finansminister Steven Mnuchin.

    Som finansminister er Mnuchin den øverst ansvarlige for skattevæsnet.

    I et brev mandag til demokraten Richard Neal, der er formand for det udvalg, som har udbedt sig skatteopgørelserne, begrunder Mnuchin afslaget med, at kravet fra udvalget “mangler et legitimt lovgivningsmæssigt formål”.

    Mnuchin oplyser, at beslutningen er truffet på baggrund af råd fra justitsministeriet.

    Demokraterne har siden partiet ved midtvejsvalget sidste efterår sikrede sig flertallet i Repræsentanternes Hus øget presset for at få udleveret præsidentens selvangivelser. Det vil give dem et indblik i præsidentens forretninger og mulige interessekonflikter.

    Mnuchin har tidligere beskyldt Demokraterne for at have politiske motiver til at ville se Trumps selvangivelser.

    Under valgkampen i 2016 afviste Trump at offentliggøre sine selvangivelser for de seneste år.

    Det er der ellers tradition for, at præsidentkandidater gør. Alle præsidenter siden Jimmy Carters tid har frivilligt lagt deres skatteoplysninger frem.

    /ritzau/AP