Hertuginde Meghan Markle har født en søn

    Den 37-årige hertuginde Meghan Markle, der er gift med den britiske prins Harry, har mandag født en søn.

    Det oplyser parret på dets officielle Instagram-profil.

    Offentliggørelsen sker mandag eftermiddag, kort tid efter at britiske medier skrev, at Meghan Markle var gået i fødsel.

    Fødslen skete dog allerede mandag morgen, siger faren, prins Harry.

    – Vi kan med glæde meddele, at Meghan og jeg har fået en søn tidligt i morges. En rigtig sund dreng. Både moren og barnet har det rigtig godt. Det er den mest fantastiske oplevelse, jeg kan forestille mig, siger prinsen.

    Drengen vejer 3260 gram, oplyser parret på Instagram.

    Den nybagte far siger desuden, at han og Meghan Markle endnu ikke har besluttet sig for, hvad deres søn skal hedde.

    /ritzau/AFP