Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) har nået en trist milepæl fredag, hvor antallet af døde på grund af ebola er flere end 1000.
Det oplyser landets sundhedsministerium. Hidtil har dødstallet ligget på 994 personer, men det er fredag aften dansk tid steget til 1008 ofre.
Ebolaen brød ud i den østlige del af DRCongo i august og er allerede et af de udbrud af virussen, der har kostet flest liv.
Trods det stigende antal døde har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddelt, at virussen fortsat begrænser sig til et geografisk område i landet. Det har altså foreløbigt ikke spredt sig til de omkringliggende lande.
Udbruddet, der i 2014 til 2016 ramte Vestafrika og fik opmærksomhed fra hele verden, kostede flere end 11.000 personer livet.
Der er en dødelighed på 50 til 90 procent ved ebolavirus, og behandlingen består primært af væsketerapi, ilt og erstatning af blodtab.
Men redningsarbejdere i området, der forsøger at komme virussen til livs, har i løbet af de seneste måneder været ramt af flere angreb.
I april mistede en epidemiolog, der arbejdede sammen med WHO, livet, da det hospital, han arbejdede på, blev angrebet.
Ifølge WHO blev endnu et angreb på et behandlingscenter i byen Butemboi forsøgt angrebet torsdag. Det blev dog afværget af sikkerhedsstyrker.
Ebola har fået sit navn efter Ebola-floden i DRCongo, hvor sygdommen blev opdaget første gang i 1976.
Mennesker kan for eksempel blive smittet af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Men det kan også foregå mellem mennesker ved kontakt med blod eller sekreter.
Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.
/ritzau/AP