Politiet anholder 24-årig efter fund af bevidstløs på toilet

    Fredag eftermiddag blev en 50-årig mand fundet blødende og bevidstløs på et offentligt toilet på Markedspladsen i Herning.

    Manden har fået hjerneblødninger og kraniebrud, oplyser vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke kan sige mere om omstændighederne ved overfaldet.

    Den 50-årige blev i første omgang indlagt på sygehus i Herning, men blev siden overført til Aarhus. Hans tilstand er stabil, men stadig alvorlig.

    Politiet har anholdt en 24-årig mand i sagen, oplyser vagtchefen.

    – Han er ikke særlig meddelsom, så vi ved endnu ikke, hvordan han forholder sig, siger vagtchefen.

    Politiet anholdt tidligere en 37-årig mand i sagen, men manden er blevet løsladt igen.

    Den anholdte er sigtet for røveri og vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

    /ritzau/