Efter at en 31-årig kvinde sidste weekend mistede livet, da et gyngestativ væltede, opfordres alle ejere af legepladser til at tjekke deres legeredskaber.
Opfordringen kommer fra Teknologisk Institut, lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi, som tilslutter sig opfordringen.
Politiet har fredag modtaget et notat om ulykken fra Teknologisk Institut. I notatet skriver instituttet, at gyngestativets fire ben ikke var tilstrækkeligt forankret.
– På baggrund af den konkrete sag opfordres der til at undersøge og vurdere forankringen på tilsvarende legeredskaber, hedder det ifølge pressemeddelelsen i notatet.
– Teknologisk Institut opfordrer ejerne til at få kigget deres legeplads efter en ekstra gang, så risikoen for lignende ulykker formindskes.
Københavns Vestegns Politi bakker op om opfordringen.
– Vi kan kun støtte Teknologisk Instituts opfordring om, at alle legepladsejere tjekker forankringen af deres gyngestativer og andre bevægelige legeredskaber, udtaler siger politiinspektør Mogens Lauridsen i pressemeddelelsen.
– Relativt tidligt i efterforskningen meldte vi ud, at der var indikation på manglende forankring, og det er nu slået fast, fortsætter han.
Reaktionen kommer, efter at en 31-årig kvinde lørdag mistede livet da et gyngestativ pludselig væltede ned over hende i et boligområde på Baltorpvej i Ballerup.
Ulykken skete under fejringen af en 75-års fødselsdag, hvor den 31-årige kvinde gyngede på en redegynge. En redegynge er en stor gynge, der som regel består af en ring med et udspændt net i midten.
Boligselskabets lokale afdelingskontor havde dagen før ulykken modtaget en henvendelse fra en borger, der var bekymret for gyngestativet.
Det fortalte direktør ved Baldersbo Søren B. Christiansen tidligere på ugen.
Henvendelsen handlede om, at stativet bevægede sig meget. Ifølge direktøren ved Baldersbo tog boligselskabet herefter fat i producenten af gyngestativet, Ludus.
Herfra lød det angiveligt, at der ingen risiko var forbundet med at bruge gyngestativet, da det er konstrueret til ikke at kunne vælte.
Det blev dog aftalt, at Ludus skulle komme ud til legepladsen på Baltorpvej i denne uge for at undersøge gyngestativet nærmere.
Politiet vil nu rette kontakt til landets kommuner og boligselskaber i forbindelse med Teknologisk Instituts opfordring, lyder det i politiets pressemeddelelse fredag.
Samtidig fortsætter Københavns Vestegns Politi efterforskningen af, om der er grundlag for at pålægge et strafferetligt ansvar i forbindelse med ulykken.
/ritzau/