14-årig kineser klarer cuttet i stor golfturnering

    Som den næstyngste nogensinde klarede den kinesiske golfspiller Kuang Yang fredag cuttet i en European Tour-turnering.

    14-årige Kuang Yang havde godt styr på sine nerver på 18. hul af fredagens anden runde af Volvo China Open, der bliver spillet i kinesiske Shenzhen. Her sænkede han et putt på over seks meter, hvilket sikrede ham et par på hullet og fuldendte en runde i 71 slag.

    Samme antal slag brugte han på torsdagens første runde, og dermed står han noteret for to slag under par efter to runder. Det er lige præcis, hvad cutgrænsen er.

    – Jeg er meget glad, det er fantastisk. Jeg var meget nervøs på 18. hul, for det var et langt putt, siger han til AFP.

    I 2013 var hans kinesiske landsmand Guan Tianlang en måned yngre, da han klarede cuttet i US Masters.

    Da Kuang Yang fredag sænkede det afgørende putt, blev han hyldet af tilskuermængden, hvor hans familie, skolelærere og hans klassekammerater stod.

    – Jeg er meget taknemmelig for den store opbakning, siger han.

    Turneringens eneste danske deltager, Joachim B. Hansen, sneg sig også akkurat videre til turneringens to finalerunder. Han er ligeledes noteret for en score i to slag under par.

    Hverken Kuang Yang eller den 14 år ældre dansker skal dog gøre sig forhåbninger om en turneringssejr.

    54 spillere står noteret for en bedre score, og der er hele 11 slag op til førende Ashun Wu fra Kina.

    /ritzau/