34-årig kvinde havde 15 kilo narko i kufferten

    En 34-årig nigeriansk kvinde er fredag i Københavns Byret blevet idømt ni års fængsel og udvisning for bestandigt for besiddelse af 15 kilo hård narkotika.

    Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Sagen har været efterforsket af politiets specialenhed mod organiseret kriminalitet Særlig Efterforskning Øst (SEØ).

    Kvinden blev anholdt på Københavns Hovedbanegård 25. august sidste år. I hendes rejsekuffert fandt betjentene omkring syv kilo heroin og otte kilo kokain.

    – Det er selvfølgelig yderst positivt, at så store mængder narkotika ikke er kommet ud på gaden, udtaler anklager Hanne Christensen i pressemeddelelsen.

    – Desuden afspejler dommen i dag, hvor alvorligt det er at besidde og videreoverdrage hårde stoffer, fortsætter hun.

    Flere andre involverede i sagen er det ikke lykkedes politiet at finde frem til.

    Den 34-årige ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

    /ritzau/