Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) kan nå en trist milepæl fredag, hvor antallet af døde på grund af ebola ventes at nå flere end 1000.
Sådan lyder meldingen fra Michel Ryan, der er krisechef i Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Under en konference i Schweiz beretter han om omfanget af ebolaudbruddet i DRCongo, og hvordan problemet vokser.
Ebolaen brød ud i den østlige del af DRCongo i august og er allerede et af de udbrud af virussen, der har kostet flest liv.
Indtil videre har 994 personer mistet livet. Forventningen fra WHO lyder, at dødstallet vil stige til over 1000, når landets sundhedsministerium offentliggør en opgørelse senere fredag.
Udbruddet, der i 2014 til 2016 ramte Vestafrika og fik opmærksomhed fra hele verden, kostede flere end 11.000 personer livet.
Der er en dødelighed på 50 til 90 procent ved ebolavirus, og behandlingen består primært af væsketerapi, ilt og erstatning af blodtab.
Men redningsarbejdere i området, der forsøger at komme virussen til livs, har i løbet af de seneste måneder været ramt af flere angreb.
I april mistede en epidemiolog, der arbejdede sammen med WHO, livet, da det hospital, han arbejdede på, blev angrebet.
Ifølge WHO blev endnu et angreb på et behandlingscenter i byen Butemboi forsøgt angrebet torsdag. Det blev dog afværget af sikkerhedsstyrker.
Ebola har fået sit navn efter Ebolafloden i DRCongo, hvor sygdommen blev opdaget første gang i 1976.
Mennesker kan for eksempel blive smittet af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Men det kan også foregå mellem mennesker ved kontakt med blod eller sekreter.
Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.
/ritzau/AP