Der blev skabt 263.000 job uden for landbruget i USA i april. Det viser det såkaldte kongetal ifølge nyhedsbureauet AP.
Tallet er et godt over forventningen, der lød på 190.000 job.
Samtidig faldt arbejdsløsheden til 3,6 procent. Det har ikke været så lavt i fem årtier – siden 1969.
Tallet vidner om, at USA’s økonomi har det rigtig godt. Sådan siger blandt andre Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.
– Der er stadig rigtig god fart på verdensøkonomiens vigtigste vækstlokomotiv, siger Sandberg i en pressemeddelelse.
– Ganske vist har jobskabelsen i USA i 2019 kørt noget op og ned som en yoyo, men trenden er stadig markant positiv, siger han.
Ifølge cheføkonomen er de 263.000 nye job, der er skabt, imponerende.
– De gode amerikanske jobtal er godt nyt for både verdensøkonomien og dansk økonomi, siger han.
Også Dansk Industri (DI) hilser den lave arbejdsløshed velkommen. Det er godt nyt for Danmark, lyder det.
– Vi har fået endnu en stærk jobrapport fra USA, hvor beskæftigelsen stiger mere end ventet. Det er rigtig godt nyt for verdensøkonomien og dansk eksport, siger Allan Sørensen, chefanalytiker hos DI.
– I en tid, hvor væksten er meget svag i Europa, har vi brug for en stærk amerikansk økonomi, som kan holde gang i opsvinget, siger han.
Beskæftigelsen er steget uafbrudt i USA de seneste 103 måneder – eller lidt under otte et halvt år. Det er en historisk lang periode.
I marts steg kongetallet med 196.000 personer, hvilket var bedre forventet. På forhånd havde økonomer og bankfolk gættet på, at beskæftigelsen ville stige med 177.000 personer i marts.
USA offentliggør hver måned kongetallet. Tallet betragtes som en strømpil for verdensøkonomien og får derfor stor opmærksomhed blandt økonomer.
Hvis det går fremad i USA, er det også typisk tegn på, at det går godt for Europa og dermed Danmark.
/ritzau/