Overblik: DAB-frekvenserne kan blive Radio24syvs redning

    Hvis regeringen og Dansk Folkeparti har flertal efter et valg, bliver der åbnet en ny DAB-radiostation. Det har de fire partier aftalt.

    Det kan give Radio24syv en mulighed for at leve videre, efter at stationens ejere har opgivet at genvinde udbuddet til dens nuværende plads på FM-båndet.

    Her kan du lære mere om DAB-radiostationer:

    * DAB er en forkortelse for Digital Audio Broadcasting og er, som navnet antyder, en digital teknologi i modsætning til FM (frekvensmodulation), der er analog.

    * Der har været planer om at lukke FM-båndet, men det er udskudt. Som minimum indtil at 50 procent af al radiolytning foregår digitalt.

    * Modsat FM-radio kan man med DAB sende flere kanaler på samme frekvens. Dermed er der plads til flere radiostationer med DAB.

    * I dag sender Danmarks Radio, Radio24syv, Nova og Pop FM landsdækkende radio på i alt seks FM-kanaler.

    * På DAB har DR i øjeblikket otte radiokanaler, som kan modtages med den seneste nye standard DAB+. I alt er der 19 landsdækkende radiokanaler, men teknologisk er der plads til flere.

    * DAB kræver flere sendemaster, men kan teoretisk set have samme dækning som FM. Flere har dog klaget over dårlige modtageforhold på DAB.

    * Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen har digital radio og streaming, overordnet set potentialet til at levere en bedre lyd end FM, men kan også levere en ringere lyd, afhængigt af hvilken såkaldt bit-rate den pågældende kanal anvender.

    * Fra 1. oktober 2017 skiftede DAB til DAB+.

    * En måling fra Voxmeter viste sidste år, at lidt under en tredjedel af de adspurgte havde en radio, der kan modtage DAB+. I samme måling svarede otte procent, at deres bil kunne tage DAB+.

    * I 2017 slukkede Norge for FM-båndet og gik over til udelukkende DAB-stationer trods kritik.

    Kilder: Kulturministeriet, mereradio.dk, Ingeniøren, DR, Voxmeter.

    /ritzau/