Avis: Revisorer får bøder for tætte bånd til storfiskere

    To revisorer og deres fælles firma er blevet dømt for at have haft for tætte forbindelser til kunder, som de samtidig var uafhængige revisorer for.

    Ifølge Børsens oplysninger er der tale om firmaet MC Revision, som i 2017 blev afsløret i at have tætte forbindelser til flere storfiskere.

    Dommen til revisorerne lyder på bøder på 500.000 kroner, 300.000 kroner og 100.000 kroner. Samtidig har de fået betingede frakendelser af deres revisorgodkendelser i henholdsvis fem og tre år.

    Den blev afsagt af Revisornævnet i december i anonymiseret form.

    Storfiskerne er i pressen kendt som kvotekonger, fordi relativt få mennesker sidder på de danske fiskekvoter, hvilket løbende har været genstand for politisk debat.

    Ifølge professor i revision og regnskab Claus Holm fra Aarhus Universitet er der tale om en rekordhøj straf.

    – For nogle år siden er der kommet et nyt regelsæt, som giver mulighed for de her forhøjede sanktioner, og jeg erindrer ikke, at der skulle have været sager, der er kommet så langt op i bødeniveau, som det er tilfældet her, siger Claus Holm til Børsen.

    Politiken skrev i første omgang om sagen i 2017, hvor det kom frem, at MC Revision arbejdede for flere kvotekonger.

    Det gælder blandt andet virksomheder, der tilhører kvotekongerne John-Anker Hametner Larsen og Henning Kjeldsen.

    Ingen af MC Revisions to ejere, Jørgen Riise og Martin Christensen, har ønsket at kommentere kendelserne, hvorfor det er uvist, om de har taget sagen videre til domstolene.

    Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) kan ikke kommentere, hvorvidt det er MC Revision, der er blevet dømt.

    Men hun siger til Børsen, at der er faldet en klar afgørelse, som viser, at strafsystemet virker.

    /ritzau/