Politiets undersøgelser viser ingen tegn på, at der skulle lægge noget kriminelt bag, at en kvinde blev fundet død i en voldgrav i Fredericia torsdag.
Det fortæller vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi.
– I de undersøgelser, vi har lavet indtil nu, så er der intet, der tyder på, at der er noget, som har politiets interesse, siger han.
Det var en tilfældig borger, der kontaktede politiet torsdag klokken 11.25, da vedkommende fandt den livløse krop i voldanlægget mellem Prinsens Port og Danmarks Port i Fredericia.
Kort tid efter ankom politiet og redningspersonalet, som erklærede kvinden død.
Fredag er kvinden blevet obduceret, og de retsmedicinske undersøgelser har ikke fundet tegn på, at der skulle være foregået en forbrydelse. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Forud for obduktionen fortalte Frede Nissen, at politiet endnu ikke kendte dødsårsagen.
– Men vi antager, at hun er druknet, siger han.
Den afdøde er fra Fredericia, og hendes pårørende er underrettet om dødsfaldet.
/ritzau/