Den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde har været en skygge af sig selv indtil videre i denne sæson, og det bliver ikke i Giro d’Italia, at han rejser sig.
Movistars verdensmester styrtede kort før Liège-Bastogne-Liège og udgik af den belgiske klassiker i søndags.
Nu skriver Movistar på Twitter, at 39-årige Valverde er for medtaget af sit styrt til at stille til start i Giroen.
Valverde ærgrer sig over afbuddet.
– Det er en skam, at jeg ikke kan køre et storslået løb som Giroen, men jeg bliver nødt til at lytte til min krop og komme mig 100 procent for at blive klar til resten af året på den bedst mulige måde.
– Held og lykke til mine Movistar-holdkammerater i Italien, skriver Valverde på Twitter.
Den alsidige rytter har ikke levet op til sine foregående sæsonstarter i 2019.
Spanierens bedste placeringer i de store klassikere er en syvendeplads i Milano-Sanremo og en ottendeplads i Flandern Rundt.
Giro d’Italia begynder lørdag i næste uge. På den foreløbige startliste er Tom Dumoulin (Sunweb), Primoz Roglic (Jumbo-Visma), Simon Yates (Mitchelton-Scott) og Egan Bernal (Ineos) blandt forhåndsfavoritterne til den samlede sejr.
/ritzau/