Radio24syv er ved at gøre klar til lukning, og fredag morgen er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om udbuddet af en ny digital DAB-radiokanal.
Det kan muligvis være en åbning for, at Radio24syv kan videreføres.
Administrerende direktør hos Berlingske Media Anders Krab-Johansen roser politikerne for at have rettet medieforliget til.
– Når det gælder muligheden for at lave digital radio, er det absolut interessant for os at kigge på og overveje, om vi vil søge og videreføre Radio24syv i en eller anden form, siger han.
Han vil dog endnu ikke tage stilling til, om koncernen lægger billet ind på udbuddet.
– Vi kan ikke tage stilling til, om vi skal byde ud fra de citater og det pressemøde, der har været indtil nu. Vi skal et lag dybere ned, siger han.
Anders Krab-Johansen fortæller, at et sammenspil mellem rammerne, mulige lyttere, regulering af sendefladen og økonomi er afgørende for, om koncernen søger.
Den nye DAB-kanal får et tilskud på 70 millioner kroner og en levetid på fire år. Kanalen får “brede rammer”, siger kulturminister Mette Bock (LA).
Det skyldes den “store interesse” for udbuddet af FM4-kanalen, som i dag drives af Radio24syv.
Kravet om, at mindst 70 procent af radiokanalens redaktionelle medarbejdere skal være ansat mindst 110 kilometer fra København, har gjort, at ejerne af Radio24syv ikke har budt ind på at drive kanalen videre på FM4.
Der bliver intet krav om geografisk placering i udbuddet af den nye DAB-kanal. Aftalen lægger op til, at der kan komme reklamer på den nye kanal.
Bestyrelsesmedlem i Berlingske People A/S, der ejer Radio24syv, Jakob Kvist fortæller, at fremtiden for radiokanalen ser noget bedre ud end tidligere.
– Jeg synes, at det lyder rigtig godt. Vi er enormt lettede og glade for, at der tegner sig en politisk løsning. Vi har stadig til gode at kigge detaljerne igennem og se, hvad der ligger dernede, siger han.
Som det er i dag har Radio24syv sidste sendedag 31. oktober.
/ritzau/