Regeringen og DF vil stoppe penge fra formørkede kræfter

    Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om rammerne for en forbudsliste rettet mod økonomiske donationer fra ekstremistiske organisationer i udlandet.

    Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

    – Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at antidemokratiske personer med et fuldstændigt ødelæggende syn på vores danske frihedsrettigheder forsøger at gøre deres indflydelse gældende i Danmark ved økonomisk at støtte foreninger her, udtaler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om aftalen.

    – Derfor er jeg glad for, at vi har indgået en aftale med Dansk Folkeparti om, hvordan vi kan forbyde donationer fra formørkede kræfter, der kun ønsker at skade vores demokrati, fortsætter hun.

    Med aftalen vil personer og organisationer i udlandet fremover kunne blive sat på en forbudsliste, hvis de med økonomisk støtte modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

    Det vil være forbudt for trossamfund, foreninger og organisationer i Danmark at modtage økonomisk støtte fra de personer eller organisationer, som optræder på listen.

    Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte allerede i forbindelse med finansloven for 2019 at indføre en ordning, som kan forhindre donationer fra ekstremistiske organisationer. Den nye aftale fastlægger nu de nærmere principper for den aftale.

    /ritzau/