Novo Nordisk voksede i årets første tre måneder, hvor selskabets store væksthåb for fremtiden, diabetesmidlet Ozempic, trak op.
Samlet lød salget på 29,3 milliarder kroner i første kvartal. Det er en fremgang på ni procent, hvoraf lidt over halvdelen kommer fra en stigende dollarkurs.
Det viser medicinalselskabets regnskab for første kvartal, der er offentliggjort fredag morgen.
Ozempic forventes at skulle trække Novo Nordisks vækst i årene frem. Midlet er i en lægemiddelklasse inden for diabetesbehandling kaldet GLP-1.
Det solgte i første kvartal for 1,4 milliarder kroner. Det er en fremgang fra bare 69 millioner kroner, som salget lød på i første kvartal 2018, hvor midlet lige var kommet på markedet.
Ozempic har den fordel for diabetikerne, at det kun skal tages en gang ugentligt modsat midlet Victoza, der er til dagligt brug og i øjeblikket er Novo Nordisks bedst sælgende middel med et årligt salg på omkring 20 milliarder kroner.
– Den globale lancering af Ozempic – en ugentlig GLP-1 – kører på skinner og fortsætter med at tage markedsandele, siger Novo-direktør Lars Fruergaard Jørgensen i en kommentar til regnskabet.
Novo Nordisk sendte Ozempic på markedet i starten af 2018, og det er nu tilgængeligt i 19 lande. Det er en version, hvor det skal injiceres under huden.
Desuden er medicinalselskabet på vej med en anden udgave af Ozempic i pilleform.
Novo Nordisk har ansøgt myndigheder i Europa og USA om at få godkendt den version. Det kan komme på markedet i 2020.
Selv om Novo Nordisk havde fremgang i salget i første kvartal, er overskuddet faldet.
Medicinalselskabet fik et overskud på 10,4 milliarder kroner i første kvartal. Det er et fald på 300 millioner kroner og skyldes tab på finansposter.
Novo Nordisk forsikrer sig mod udsving i dollarkursen, og det har kostet knap i underkanten af en milliard kroner i kvartalet.
/ritzau/