OVERBLIK: Verdens farligste gift dræbte Kim Jong-nam

    Doan Thi Houng, der i april blev kendt skyldig i angreb på den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror, Kim Jong-nam, er fredag blevet løsladt.

    Her et overblik sagen:

    * Kim Jong-nam blev myrdet i Kuala Lumpurs internationale lufthavn den 13. februar 2017.

    * Han var halvbror til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og var på vej fra den malaysiske hovedstad til Macau, hvor han levede i eksil.

    * I afgangshallen blev han smurt i ansigtet med en væske af to kvinder.

    * Der var tale om nervegiften VX, som er et af de farligste kemiske våben i verden. Det er på FN’s liste over masseødelæggelsesvåben.

    * Inden for 20 minutter døde Kim Jong-nam trods forsøg på behandling.

    * De to kvinder, Siti Aisyah og Doan Thi Houng, blev anholdt i de følgende dage, efter at de var blevet set på overvågningsvideo.

    * Mistanken rettede sig dog hurtigt mod fire nordkoreanske mænd, de angiveligt var blevet hyret af. De havde dog forladt Malaysia kort efter drabet.

    * En retssag blev indledt mod de to kvinder i oktober 2017. De nægtede sig begge skyldige i drab.

    * Siti Aisyah blev overraskende løsladt 11. marts 2019 uden forklaring.

    * 1. april 2019 blev Doan Thi Houng tilbudt en mildere tiltale end drab på den betingelse, at hun erklærede sig skyldig. Hun indvilgede og blev idømt tre års fængsel for at have forårsaget skade på Kim Jong-nam.

    * Fredag den 3. maj er Doan Thi Houng blevet løsladt. Det skyldes blandt andet, at hun har siddet varetægtsfængslet i to år før sin dom.

    Kilde: AP, BBC.

    /ritzau/