Politiet sigter Rasmus Paludan i ny sag om racisme

    Folketingskandidat og leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er sigtet i en ny sag om racisme af Nordsjællands Politi.

    Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

    Ifølge avisens oplysninger er Rasmus Paludan anmeldt for at komme med racistiske ytringer i en af sine YouTube-videoer.

    Rasmus Paludan har ikke reageret på avisens henvendelser, og advokat Mette Grith Stage, som onsdag blev ny forsvarer for partilederen, har heller ikke ønsket at kommentere, hvordan Rasmus Paludan forholder sig til sigtelsen.

    – Jeg har hverken talt med klienten eller modtaget sagen, så jeg har ingen kommentarer, skriver hun i en sms til Frederiksborg Amts Avis.

    Rasmus Paludan blev dømt for racisme 5. april 2019 ved Retten i Glostrup. Straffen lød på 14 dages betinget fængsel for at have ytret sig racistisk om afrikanere i en video optaget i Albertslund. Dommen ankede han på stedet.

    Han skabte i 2017 Youtube-kanalen Frihedens Stemme, hvor han også er ansvarshavende chefredaktør.

    Mandag aften blev en planlagt demonstration i Holmegårdscentret med kort varsel flyttet omtrent en kilometer mod nord til udkanten af Kokkedal.

    Fredag ved 19-tiden vil Rasmus Paludan demonstrere nær Holmegårdscentret i Kokkedal, hvor den årlige byfest holdes.

    Det kunne give anledning til bekymring for byfestens deltagere, men politidirektør Jens Christian von Bülow fra Nordsjællands Politi fastslår, at politiet garanterer for ro og orden i området.

    – Folk har en ret til at demonstrere, og det er politiets opgave at beskytte den ret. Så kan der være konkrete steder og tidspunkter, hvor vi kan være nødt til at lave en begrænsning, siger Jens Christian von Bülow til avisen og forklarer, at politiet løbende vurderer trusselsbilledet og fra time til time afgør, hvor og hvornår Rasmus Paludan må demonstrere.

    /ritzau/