Midtbanegeneralen Xavi stopper karrieren

    Xavier Hernández Creus har spillet sin sidste fodboldkamp på topplan, når sæsonen er forbi.

    Det fortæller den tidligere FC Barcelona-stjerne, der mest er kendt blot som Xavi, i en udtalelse, der bringes i den spanske sportsavis AS.

    Her understreger 39-årige Xavi, at han ønsker at fortsætte som fodboldtræner i fremtiden.

    – Det har været en privilegium, hvad jeg har opnået i to årtier, og derfor føler jeg, at det er min pligt at fortsætte uden for banen i fodboldverdenen, hvis det er muligt, lyder det fra den tidligere Barcelona-stjerne.

    Xavi stoppede i 2015 i Barcelona og skiftede til Al Sadd SC i Qatar. Når den sidste kamp er spillet inden sommer, har Xavi derfor været aktiv i 21 år.

    Han har vundet otte mesterskaber med Barcelona og har fire gange været med til at løfte pokalen i Champions League med klubben.

    Xavi har gennem sin lange karriere være stærkt inspireret af fodboldfilosofien i FC Barcelona både fra sin tid på klubbens førstehold og fra sin ungdomstid på La Masia, som er klubbens fodboldakademi.

    – Jeg elsker at se, at hold tager initiativet på banen og spiller angrebsfodbold og rammer essensen af, hvad vi alle elskede i vores barndom, siger Xavi.

    Xavi opnåede 133 landskampe for Spanien og scorede 13 mål, inden han stoppede i 2014.

    I 2010 var med til at blive verdensmester med Spanien, som han også blev europamester med i 2008 og 2012.

    /ritzau/