Ældre Sagen kalder det rigtig godt nyt, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, er enige om tidligere pension for borgere, der maksimalt kan arbejde 15 timer om ugen efter lang tid på arbejdsmarkedet.
– Med aftalen bliver det lettere for nedslidte at forlade arbejdsmarkedet. Det er meget vigtigt, at visitationen baseres på en økonomisk uafhængig og lægefaglig vurdering, hvilket har været et vigtigt punkt for os for at undgå kassetænkning, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, i en pressemeddelelse.
Det er essentielt, at der med seniorpensionen er sket en markant forbedring for dem, der er nedslidte nu, og som har brug for at trække sig tilbage nu og her uanset beskæftigelse.
– Det er også vigtigt, at retten til seniorpension gøres helt uafhængig af ens tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Bjarne Hastrup.
Den nye seniorpension skal træde i kraft 1. januar 2020. Man kan søge om adgang til ordningen seks år før pensionsalderen.
– Vores indtryk er, at der er mange derude, der har behov for den nye aftale. Men enten er man for ung eller ikke syg nok til at få førtidspension, og derfor ser vi de seks år som positivt, siger Bjarne Hastrup.
Selv om organisationen vurderer aftalen som en markant forbedring, er der et lille men.
Regeringen har endnu ikke præsenteret, hvem der skal vurdere de 17.000 danskere, som aftalen vil omfatte, når ordningen er fuldt indfaset.
– Vi er kede af, at der ikke er kommet en afklaring på, hvem der skal vurdere dem, som aftalen omfatter. Det er utroligt vigtigt, at vurderingen skal væk fra kommunerne, for de har indtil videre administreret det meget forskelligt, siger Bjarne Hastrup.
– Vi er skuffede over, at regeringen ikke har en aftale med de arbejdsmedicinske- og de socialmedicinske klinikker. De har kvalifikationerne og kompetencerne til vurdere og kan gøre det så objektivt som muligt, når man skal igennem en vurdering.
/ritzau/