Tidligere AGF-træner bliver sportschef i Viborg

    Fodboldklubben Viborg FF får den tidligere AGF-træner Jesper Fredberg som ny sportschef.

    1. divisionsklubben oplyser torsdag, at 37-årige Fredberg tiltræder med øjeblikkelig virkning.

    – Viborg er en klub med et stort potentiale på flere parametre, og det skal vi sammen have forløst.

    – Jeg ser et spændende opland i forhold til talentudvikling, og så har klubbens førstehold en kultur og historie, som også gør, at vi skal tilbage i Superligaen, siger Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.

    Fredberg har senest været ansat som Head of Coaching i den græske storklub Panathinaikos. Tidligere har han også indtaget en rolle som teknisk direktør hos Omonia Nicosia.

    I 2014 var Jesper Fredberg i en periode cheftræner i AGF, efter at klubben havde fyret Peter Sørensen.

    Viborg indtager andenpladsen i 1. division med fem spillerunder tilbage af sæsonen.

    /ritzau/