USA’s justitsminister kritiserer Mueller ved høring

    Den amerikanske justitsminister, William Barr, forsvarer onsdag sit resumé af rapporten om Rusland-undersøgelsen.

    Forsvaret af hans håndtering af rapporten fra den særlige anklager Robert Mueller foregår ved en flere timer lang høring i Senatets retsudvalg.

    Barr redegjorde først for de overvejelser, som lå til grund for justitsministeriets redigering af rapporten. Ministeriet udelod dele med “sensitive informationer”.

    Demokrater har anklaget Barr for at ville beskytte præsident Donald Trump.

    Barr siger, at han er overrasket over, at Mueller og hans stab ikke nåede frem til en konklusion om, hvorvidt præsident Donald Trump lagde hindringer i vejen for Rusland-undersøgelserne – eller om han ikke gjorde det.

    Barr kritiserer samtidig Mueller for ikke at have peget på materiale, som kunne være relevant for en storjury.

    Ved begyndelsen af høringen pointerede retsudvalgets leder, Lindsey Graham, at rapporten viser, at Kongressen bør have fokus på at beskytte det kommende præsidentvalg i 2020 mod udenlandsk indblanding, efter at Rusland påvirkede valgkampen i 2016.

    Trump forsøger at blive genvalgt ved det kommende valg.

    – Det, som jeg har lært ved at læse denne rapport, er, at vi har meget at gøre, når vi skal forsvare demokratiet mod russerne og mod andre med ondt i sinde, sagde Graham.

    Det er første gang at et medlem af Trumps administration skal aflægge vidneudsagn om indholdet i rapporten fra Mueller, som har gjort det klart, at han ikke er tilfreds med den amerikanske justitsministers resume af Rusland-undersøgelsen.

    Det fremgår af et brev fra den særlige anklager til justitsministeren, som blev sendt i slutningen af marts, skriver avisen The Washington Post.

    – Opsummeringen “indfangede ikke til fulde konteksten, naturen og substansen” af Rusland-undersøgelsen, hedder det i brevet.

    Mueller afsluttede i marts sin undersøgelse af, hvorvidt der har været et samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland i valgåret 2016.

    Han afleverede en rapport på næsten 400 sider til justitsministeriet.

    I slutningen af marts offentliggjorde justitsministeren et fire sider langt resume af rapporten. Her blev det fastslået, at der ikke var noget samarbejde med Rusland.

    Det fremgik imidlertid af resuméet, at Mueller lod det være op til justitsministeriet, om der skulle rejses sigtelser mod Trump for obstruktion af den særlige anklagers og FBI’s arbejde.

    Barr var justitsminister i USA fra 1991 til 1993 under præsident George H.W. Bush. Han overtog posten i Trump-administrationen fra Jeff Sessions, der blev fyret i november sidste år – dagen efter midtvejsvalget.

    /ritzau/Reuters