Guaidó opfordrer til nye protester onsdag

    Ifølge Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, har præsident Nicolas Maduro ikke længere opbakning fra landets væbnede styrker.

    Det skriver Guaidó i et indlæg på sociale medier tirsdag aften lokal tid efter en dag med demonstrationer og voldelige sammenstød i hovedstaden Caracas.

    – I morgen fortsætter vi eksekveringen af “Operación Libertad” (operation frihed, red.), tilføjer Guaidó i et tweet.

    Han opfordrer sine tilhængere til igen at vise deres utilfredshed ved at gå på gaden.

    Tidligt tirsdag morgen opfordrede Guaidó i en video både civilbefolkningen og militæret i Venezuela til at indlede en opstand mod præsident Nicolas Maduro.

    Tirsdag aften lokal tid skriver også præsident Maduro i et tweet, at militære topfolk har forsikret ham om deres loyalitet.

    /ritzau/