To er dræbt og fire såret under skyderi på universitet i USA

    To personer er blevet dræbt, og fire personer er såret under et skyderi på et universitet i Charlotte i den amerikanske delstat North Carolina.

    Det bekræfter de lokale myndigheder natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge redningsmyndighederne i Charlotte er to af de sårede i livsfare.

    Politiet oplyser til nyhedsbureauet AP, at en mistænkt gerningsmand er i politiets varetægt. Politiet formoder, at han har handlet alene.

    Ifølge lokale medier er den mistænkte studerende på universitetet.

    De første meldinger om skyderiet blev ifølge tv-kanalen WBTV meldt til politiet klokken 17.45 lokal tid i nærheden af en administrativ bygning på universitetet.

    /ritzau/