Gyngestativ fra dødsulykke: Tyder på utilstrækkelig sikring

    Det tyder foreløbigt på, at det gyngestativ, der lørdag væltede ned over en 31-årig kvinde på en legeplads i Ballerup, ikke var forankret korrekt i jorden.

    Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

    Kvinden mistede livet i ulykken.

    – Umiddelbart har der ikke været noget galt med selve gyngestativet, skriver politiet videre.

    Ulykken skete under fejringen af en 75-års fødselsdag, hvor den 31-årige kvinde gyngede på en såkaldt redegynge. En redegynge er en stor gynge, der som regel består af en ring med et udspændt net i midten.

    Politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi leder efterforskningen af sagen. Han forklarer tirsdag formiddag, at det er for tidligt at placere et ansvar for ulykken.

    Dermed fortsætter politiets undersøgelser.

    – Vi skal afhøre vidner, der har overværet ulykken. Vi har allerede afhørt flere.

    – Derudover skal vi indhente og nærlæse de tilladelser, som kommunen har givet i forbindelse med opførelsen af den pågældende legeplads, siger han.

    Efter hændelsen, som skete i et boligområde på Baltorpvej, besluttede boligselskabet Baldersbo at afspærre alle sine gyngestativer.

    Gyngerne i området i Ballerup vil være afspærret, indtil de er blevet inspiceret af et eksternt firma.

    Boligselskabets lokale afdelingskontor havde kort før ulykken modtaget en henvendelse fra en borger, der var bekymret for gyngestativet.

    Det har direktør ved Baldersbo Søren B. Christiansen tidligere oplyst.

    Henvendelsen lød på, at stativet bevægede sig meget. Ifølge direktøren ved Baldersbo tog boligselskabet fat i producenten af gyngestativet, Ludus.

    – Producenten sagde, at der ingen risiko var. De skulle have været ude i denne uge, men de sagde, at vi skulle tage det roligt, da det er konstrueret til, at det ikke kan væltes, forklarede Søren B. Christiansen mandag.

    Han hørte først om henvendelsen, da ulykken var indtruffet.

    Boligselskabet afventer politiets endelige redegørelse.

    /ritzau/