USA’s vicejustitsminister trækker sig

    USA’s vicejustitsminister, Rod Rosenstein, har i et brev til præsident Donald Trump formelt opsagt sin stilling.

    Det skriver Reuters.

    I februar citerede CNN anonyme kilder for, at Rosenstein snart ville forlade jobbet som nummer to i justitsministeriet.

    Rod Rosenstein blev udpeget til posten af præsident Donald Trump i januar 2017.

    Han kom i fokus, da daværende justitsminister Jeff Sessions erklærede sig selv inhabil i Rusland-undersøgelsen.

    Det var derfor Rod Rosenstein, der udnævnte tidligere FBI-chef Robert Mueller som særlig anklager med ansvar for selv samme undersøgelse.

    Rosenstein har før sagt, at han ville ville trække sig, når Mueller havde afsluttet sin undersøgelse, hvilket skete i marts

    Desuden har justitsminister William Barr, der blev udpeget i februar, gjort det klart, at han foretrækker en anden på posten som næstøverst i ministeriet.

    Rod Rosenstein har sidste arbejdsdag i ministeriet den 11. maj.

    /ritzau/