Venstre-regeringen er ved at sætte Danmark uden for døren, når det gælder EU’s forsøg på at finde fælles fodslag om håndteringen af flygtningekrisen, der har trængt Europas asylsystem i knæ.
Det mener SF-formand Pia Olsen Dyhr.
– Nu bør Lars Løkke handle.
– Danmark er ved at dratte ud af de reelle løsninger og redskaber, som Europa og Danmark kun har, hvis vi arbejder sammen. Og det er den eneste måde, vi kan behandle disse mennesker ordentligt på og beskytte krigsflygtninge, som har krav på asyl, siger hun.
Det var integrationsminister Inger Støjberg, der fredag slog fast, at Danmark ikke vil tage en eneste af de 160.000 asylansøgere, som EU-Kommissionen ønsker omfordelt akut mellem medlemslandene.
Andre lande som Frankrig og Storbritannien har ellers tidligere meldt ud, at de vil tage henholdsvis 24.000 og 15.000 af asylansøgerne.
– Vi bliver ikke en del af fordelingen af de 160.000 asylansøgere, siger integrationsminister Inger Støjberg.
– Jeg tror, man må sige, at der allerede foregår en uformel omfordeling af asylansøgere i Europa. Men vi bliver ikke en del af fordelingen af de 160.000 asylansøgere. Vi ligger allerede meget højt, siger hun og henviser til Danmarks retsforbehold i EU.
– Bukserne er ved at revne for Lars Løkke. I valgkampen bildte man danskerne ind, at flygtningeproblemet kunne løses med et snuptag. Nu indhenter virkeligheden Løkke og resten af Venstre, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
– Regeringen bliver nødt til at vælge, om den vil fortsætte den tomme symbolpolitik, mens det hele sejler – eller om den nu vil sadle om og gå efter helt reelle løsninger og påtage sig et ansvar, siger SF-formanden.
/ritzau/