Syv personer er sårede, og en person er død efter skud i Baltimore, USA.
Ifølge nyhedsbureauet AP skød gerningsmanden mod en menneskeflok ved et udendørs fælleskøkken.
Politikommissæren i byen, Michael Harrison, fortæller, at angrebet skete klokken 17 lokal tid i den vestlige del af byen.
Her var gerningsmanden gået direkte ind i flokken af mennesker og begyndt at skyde løs i angrebet, som kommissæren kalder “meget tragisk og kujonagtig”.
Politiet ved endnu ikke, hvad motivet bag angrebet er.
Den dræbte person var en mand, og han blev fundet ved en kirke tæt på.
De syv andre sårede var mænd i alderen 27 til 58 år og en kvinde på 30 år. De er alle bragt til hospitaler i Baltimore.
Politiet leder stadig efter gerningsmanden.
Baltimore har i mange år været en af USA’s mest voldelige byer.
/ritzau/











