Siden mandag aften er omkring 22.000 flygtninge og migranter, der er ankommet til den græske ø Lesbos, blev officielt registreret.
Det oplyste politiet sent torsdag aften til nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne åbnede mandag aften en nødregistrering midt på øen for at komme til bunds i registreringen af det store antal af migranter, der har hobet sig op i takt med, at myndighederne har kæmpet for at holde trit med antallet af nyankomne til øen.
Lesbos er en af adskillige græske øer i Det Ægæiske Hav, der har kæmpet med en omfattende tilstrømning af migranter, der er sejlet fra Tyrkiet. Mange af dem er flygtninge fra Syrien.
Mange har været strandet på øen i dagevis eller ugevis, idet de uden identitetspapirer ikke har været i stand til at tage en færge til fastlandet og derfra videre til andre destinationer i Europa.
Tusinder har været nødsaget til at overnatte på gaderne under elendige forhold, og der har været gentagne sammenstød, når politiet har forsøgt at få kontrol over de store masser, der presser på for at komme om bord på færgerne.
Nye gummibåde med 40 til 60 mennesker om bord ankommer fortsat i en jævn strøm til øens nordkyst.
/ritzau/