Sur Neymar slår ud efter tilskuer efter finaleskuffelse

    Paris Saint-Germains Neymar slog lørdag aften ud efter en tilskuer efter finaleskuffelsen mod Rennes i den franske pokalturnering Coupe de France.

    Den brasilianske fodboldstjerne var tilsyneladende utilfreds med, at en tilskuer filmede ham efter et nederlag i straffesparkskonkurrence.

    Flere videoer og billeder af episoden fra Stade de France er lagt op på sociale medier.

    De viser, at Neymar i første omgang forsøger at få tilskueren til at sænke en mobiltelefon, som filmede Neymar fra tæt hold.

    Det fører til en konfrontation mellem tilskueren og Neymar, og PSG-stjernen slår så ud efter tilskueren med sin højre hånd, før han fortsætter op ad trappen.

    27-årige Neymar vendte for nylig tilbage til grønsværen efter tre måneders skadespause.

    Han spillede samtlige minutter i lørdagens kamp, som endte 2-2 efter ordinær og forlænget spilletid.

    I straffesparkskonkurrencen scorede Neymar, men holdkammeraten Christopher Nkunku brændte, og så var skuffelsen en realitet for storklubben.

    /ritzau/